Mega interview med André Malherbe!!!
Var tre gange André Malherbe verdensmester i motocross. Men hans indflydelse på motorsport generelt og på belgisk MX i særdeleshed rækker meget længere. Det belgiske hold hyldede André for MX Of Nations i deres eget land ved at placere hans billede på den officielle 2012-holdtrøje. Nu er det vores tur til igen at hylde denne store mester. Ludo Vervloet, en erfaren hånd i (motorisk) journalistik, skrev et vidunderligt interview med André Malherbe og hans vejleder Jean-Claude Laquaye. Som du vil bemærke, er André og Jean-Claude to livslange venner og to enorme motocross-kendere og -fans. God fornøjelse med at læse!
– dør ludo forbandet –
Bengt Aberg forlængede sin titel i 1970 for Husqvarna i 1969, og briten Graham Noyce vandt den første for Honda i 1979. Ind i mellem var det De Coster og Mikkola, der stod for snakken. Fem 500cc titler til De Coster, 3 til Mikkola, der også vandt en 250cc verdenstitel ind imellem. Hos Honda var Noyce allerede under pres i 1980 af André Malherbe, som straks vandt sin første verdenstitel i sit andet Honda-år. Et år senere bekræftede André med en anden verdenstitel.
Roger De Coster sagde farvel til aktiv motorsport i 1980 med en rungende sejr i GP i Luxembourg, hans allersidste løb nogensinde. "Det har været fantastisk," sagde Roger, "og min efterfølger Malherbe er ganske i stand til i det mindste at gentage mine fem verdenstitler, hvis ikke at forbedre dem. Så langt nåede det ikke, men med tre verdenstitler og mange tætte hædersbevisninger kunne André i slutningen af 1986, hans sidste år i motocross, indtage sin plads i galleriet over de største. André flyttede til motorsport, den franske F1987, i 3. I vinteren '87 underskrev han en kontrakt med Yamaha France for flere Dakars. Det ville forblive kun et ørkenmøde. Den 6. januar 1988 havde han et uheldigt fald, konsekvenserne var forfærdelige: lammet ned til halsen resten af livet. Straks starten på en ny karriere.
hoei
Peter, Philippe og mig stop foran et enormt skab fra en villa fra begyndelsen af forrige århundrede. Indkørslen skærer en park i halve, større end en fodboldbane. En stigende kørestolssti lavet af store fliser fører os til de åbne køkkendøre, hvor André og Jean-Claude Laquaye, hans uadskillelige ven for livet, venter på os. Hilsenen er hjertelig.
"Jeg købte denne ejendom i 1980," forklarer André straks. "Efter min første verdenstitel. Dengang betalte motocross stadig godt.” Jean-Claude laver kaffe og skænker vand. Jean-Claude er Andrés skytsengel i løbet af livet. André får hjælp af sin bedste ven, et spontant ritual, der har varet i 24 år. Jean-Claude står til rådighed for sin lamme ven dag og nat. Hvis der er en himmel, har Jean-Claude bestemt en plads på forreste række.
Hvordan lærte I hinanden at kende? er et spørgsmål, der måske er blevet stillet tusinde gange, men André mister ikke sit smil.
André – “Jeg var 5, Jean-Claude 7. Min far kørte motocross for amatørerne, jeg var hans bedste supporter hver søndag. Jean-Claude fulgte med sin nabo, der også galede. Tilfældigvis var de to også store rivaler. Det var Malherbe mod Leclerq hver søndag. Da vi blev ældre og begge havde valgt motocross, tog vi til løbene sammen. Vi trænede også sammen: fod, cykling, gymnastik. Hver uge spillede vi bordtennis i timevis på loftet i mit hus. I dag er Jean-Claude 58, jeg er 56, og vi er stadig de samme venner fra før."
– Hvem var bedst i starten?
André – “ Jeg var 10, da jeg kørte mit første løb. Jean-Claude slog mig så.”
J.-Cl.- ”Bagefter red vi næsten ikke sammen. Da André kørte 125 eller 250cc, var jeg i 250 eller 500cc, det omvendte var også tilfældet. Faktisk tilfældigheder."
– I 1973 og 1974 vandt du EM 125cc på Zündapp, med en fransk licens.
André – “ Af nødvendighed. Jeg var for ung til en belgier. Disse to titler åbnede dog ikke umiddelbart døre på større fabrikker. I 1975 kørte jeg for Zündapp igen, denne gang i det første 125cc verdensmesterskab nogensinde. Gaston Rahier og Watanabe red den første Suzuki, Gaston blev verdensmester. I første halvdel af VM brækkede jeg et ben, jeg husker ikke engang hvor det skete, og missede derfor resten af VM. Alligevel blev jeg nummer 5de af 6de i slutresultatet. I 1976 fik jeg kontrakt med Jaak Vanvelthoven om at køre på KTM 250. Moisseev blev verdensmester, jeg blev nummer 12de i det VM.
I 1977 kørte jeg videre for Jaak, men jeg fik også hjælp fra KTM i form af reservedele og klargjorte motorer. Det gav pote, fordi jeg efter VM fik lov på VM-podiet med russerne Moisseev og hans løjtnant Kavinov. Deres tredje mand, hans navn kan jeg ikke huske lige nu, sluttede bag mig. Jeg havde indtryk af, at min karriere nu for alvor var sat i gang. I Mattighofen blev tingene dog set anderledes. "Vi har tre gode russiske ryttere, som alle tre kan sikre en podieplacering," fortalte KTM-ledelsen mig. “Nu hvor du også slutter dig til titlen, er vi faktisk ikke interesserede i en fjerde kører. Skal du få det til at ske i 500cc? Så i 1978 var jeg i 500cc verdensmesterskabet for første gang, og det gik slet ikke så slemt. Halvvejs gennem sæsonen var jeg nummer fire i den foreløbige VM-stilling, men så begyndte problemerne at hobe sig op: forsyningen af reservedele var fuldstændig forstyrret. Jeg sluttede VM som nummer 6de af 7de placere."
André kan ikke længere stoppes. I de kommende minutter rasler han resten af karrieren, som nu er helt Honda-farvet.
André – “Jeg kom til Honda i 1979. Graham Noyce blev verdensmester, Gerrit Wolsink nummer to og jeg tredje. Jeg følte, at en første verdenstitel var på vej. I 1980 vandt jeg faktisk min første verdenstitel for Brad Lackey. Et år senere var jeg i stand til at forlænge min titel efter en bitter duel med Graham Noyce. Det var mine bedste år i motocross.
- Fortæl os kort hvordan det var dengang...
André – “I 1980 var Brad Lackey min vredeste kunde. Han kom til det belgiske GP i Namur med et forspring på 7 point. Jeg vandt begge serier på Citadellet og tog til den sidste GP i Luxembourg en uge senere med et forspring på kun 1 point. I den første serie "An der Warck" blev jeg nummer tre, Brad femte. Han påstod, at jeg havde manøvreret ham ind i hegnet i starten, men det var ikke tilfældet. Han gav mig simpelthen skylden for sin dårlige start. Og det ville jeg have vidst i den anden serie. Jeg kørte med et æg i bukserne på det tidspunkt. Brad ventede konstant på mig med den hensigt at få mig til at falde. Jeg var bange for at droppe ud, hans eneste chance for at blive verdensmester lige nu. Men det blev heldigvis godt. På et tidspunkt begik han selv en fejl, hans forhjul skred og VM blev afgjort. Brad var en hård taber, han kom ikke engang for at lykønske mig.”
“Et år senere red jeg finalen i Luxembourg mod min daværende holdkammerat Graham Noyce. Ugen før i Namur havde jeg vendt et underskud på 3 point til en føring på 10 point over Noyce. Det blev en sand nervekrig i Luxembourg igen. I den første serie blev jeg nummer to efter Carlqvist, Noyce blev nummer tre. I andet heat fumlede jeg lidt i starten, på et tidspunkt var jeg kun nummer fjortende efter et let fald, hvor jeg fik ondt i håndleddet. Ligesom året før kørte jeg igen med selvtillid. Heldigvis for mig red Vromans, Carlvist og Bruno så stærkt, at Noye kun blev nummer fire og jeg som nummer otte. Jeg blev verdensmester igen med en 7-points føring.”
“I 1982 blev Brad Lackey verdensmester, fordi jeg brækkede benet i Carlsbad under det amerikanske GP. En pause uden at falde, underligt. Jeg førte verdensmesterskabet på det tidspunkt. Jeg var stadig 5de i slutresultatet. I 1983 var Hakan Carlqvist meget stærk, men jeg var også god. Carla blev dog verdensmester i St. Anthonis, Holland, og jeg blev nummer to. Også i 1985 og 1986 blev jeg vice verdensmester bag min holdkammerat Dave Thorpe. Forskellen var aldrig stor, men stor nok.”
– Du glemte en mere...
André – "Åh ja, 1984, min hukommelse svigter mig nogle gange. Så vandt jeg min tredje titel af Jobé og mine Honda-holdkammerater Thorpe, Vromans og Geboers.”
– Og pludselig var du væk, gået fra motocross for altid...
André – "Jamen, i slutningen af 1986 var jeg træt af det, jeg ville gerne lave noget andet i mit liv, for eksempel F3. Mit forhold til Honda var på et lavt ebbe. De mente, at jeg var for gammel til motocross i en alder af tredive. De ville have ungt blod i HRC-holdet. I vinteren '86-'87 fik jeg min chance i motorsport. I 1987 kørte jeg det franske F3-mesterskab”
- Succesfuldt?
André – "Øh... du. Mit bedste resultat var en 5de plads i Francorchamps. Jeg siger "ja, med succes", fordi jeg i starten af sæsonen var 3 sekunder langsommere end den hurtigste tid. En evighed i F3. I slutningen af sæsonen var forskellen knap 7-8 tiendedele af et sekund. I årets sidste løb opnåede jeg den næstbedste tid, kun en tiendedel af et sekund langsommere end Jean Alesi, der blev mester. Så der var klare fremskridt.”
Jeg lærte meget i det år med F3. Bilindstillingerne er ekstremt vigtige. I starten havde jeg det rigtig svært med det. Men med fyre ved siden af dig som Eric Comas (F1), Jean Alesi (F1) og Eric Bernard (F1) lærer du meget hurtigt. Normalt kunne jeg begynde at arbejde igen hos HRC Honda i 1988, men på grund af min ulykke i Dakar, er ikke tilfældet, det skete aldrig igen. Det føles stadig som et tab.”
– Du slog dig sammen med Yamaha til den dramatiske Dakar...
André – “Jeg blev kontaktet af Jean-Paul Olivier, importør af Yamaha Frankrig. Faktisk var jeg direkte afhængig af Yamaha Japan, men gennem den franske importør, fordi Dakar var meget vigtig i Frankrig i disse år. Jeg nød at kunne køre på Dakar i januar og tjene nogle penge. Autoløb var resten af året. Det var mit mål. Det første år ville jeg gå for at se mig godt om. C'est formidable le Dakar. Det er utroligt smukt, landene, landskaberne...” råbte amatørerne i kor, men jeg hyggede mig aldrig et minut i ørkenen.
Jeg gik ud med ideen om at lære og slutte i top 5. Det virkede som en mulig mulighed for mig. At vinde i mit første år, nej, det var virkelig for ambitiøst. Da jeg skrev kontrakt med Yamaha var det meningen, at jeg skulle konkurrere i flere år. Et eller to år til at lære, så for at opnå resultater. For at indgyde ørkenfølelsen øvede jeg i Algeriet i tre dage i forvejen. At køre og navigere, hvis du ikke er vant til det, er det ret svært. Datidens store drenge var Gilles Lalay, Aurioli, Rahier... der var mange italienere og franskmænd blandt deltagerne. Spanierne kom endnu ikke til Dakar i de år."
J.-Cl. – "Jeg ville også med, men jeg fik ingen interessante forslag."
Del 2 i næste uge
Dine reaktioner